Tanker kører, men du styrer

Hej 👋

Jeg hedder Katrine.

Jeg har lige været på barsel og nu er jeg tilbage og har fået æren af at levere denne omgang kvalitetstid til dig.

Jeg vil fortælle dig om en oplevelse, jeg havde, lige op til at jeg skulle holde min første workshop efter barslen.

Jeg kan dog gøre fortællingen helt kort.

For jeg var simpelthen bare bragende nervøs.

Du ved, på den der måde, hvor alle stemmerne indvendigt råbte i munden på hinanden.

De råbte alle mulige super ufede påstande som:

“Du husker sikkert ingenting” “De kan gennemskue dig” “Du er ikke klar endnu”

Indre dialoger.

Du kender dem helt sikkert.

Dem, der har holdt døgnåbent siden 4. klasse, og som altid ved, hvordan det kan gå galt og for alt i verden forsøger at redde dig fra en potentiel katastrofe.

De er så overbevisende, at vi ofte glemmer, at de bare er… tanker.

For mig var det i hvert fald intenst.

Til trods for at jeg føler mig ret ferm i det der med at håndtere pressede situationer og indre dialoger efter at have brugt 10 år på at løfte tunge vægte på en stor scene.

Hvad hjernen laver, når den taler til dig

Forskere kalder det kognitiv fusion. Altså det der sker, når du smelter sammen med dine tanker og lader dem styre dig.

En af de forskere hedder Arianna Prudenzi.

Sammen med fem kolleger lavede hun et studie hvor hun undersøgte effekten af kognitiv defusion, som er det modsatte af kognitiv fusion.

Arianna og hendes hold ville se, hvad der skete, hvis man lærte sundhedsfaglige medarbejdere teknikker i kognitiv defusion.

De ansatte fik fire korte sessioner, midt i arbejdet, mellem mails, patienter og kaffepauser.

Og effekten?

De blev mindre stressede, mere rolige og bedre til at lade deres tanker larme, uden at lade dem styre dagen.

Tankerne holdt ikke kæft, men de fik heller ikke rattet.

Når tankerne tager rattet

Det der med at tankerne kommer til at få magt, sker for os alle.

Du får en idé, men én af stemmerne minder dig om: “Det har vi nok prøvet før.”

Du skal tage ordet til mødet, men en anden stemme siger: “Vent nu lidt, hvad hvis det lyder dumt?”

Eller du sidder i en samtale, hvor du egentlig er uenig, men vælger at tie, fordi du frygter, at det skaber konflikt.

Og bum. Idéen dør stille, mens du nikker til det slideshow, du egentlig ville udfordre.

Tankerne tog magten, fordi du lod dem tage den.

Defusion på pille, tak!

Så let er det desværre ikke.

Men jeg kan give dig en smagsprøve på, hvordan jeg arbejder med det på mit grundkursus i mentaltræning.

Teknikken her, kan du bruge, når tanker og indre dialoger larmer lidt for meget.

Forestil dig følgende

Du er buschauffør i en bus.

Du kører gennem (arbejds)dagen med bussen fuld af passagerer.

Hver passager repræsenterer en tanke eller indre dialog, som af og til larmer i dit hoved.

Passagerene kan enten sidde stille og holde mund.

De kan mumle lidt fra et sæde.

Eller de kan komme op til dig og forstyrre dig med deres insisterende dialog.

I de situationer vil de have din opmærksomhed og forsøger at dirigere dig i en bestemt retning med deres insisteren.

Super irriterende.

Sådan bliver det mindre irriterende

Når en passager råber og forsøger at hijacke din opmærksomhed, er din opgave, at

  1. Navngive passagereren. Fx “Kritiske Kirsten”, “Bekymrede Bjarne” eller “Jante Janne”.
  1. Hilse på ham eller hende. Du kan fx sige: “Hej Kritiske Kirsten, jeg har jeg sgu ikke lige brug for dig lige nu, for jeg skal lige køre bussen (præsentere mit tilbud til den her sygt vigtige kunde).”
  1. Placere passageren. Placer Kritiske Kirsten på et sæde i bussen uden at interagere yderligere med hende.

Måske larmer hun, men det må du altså bare leve med.

Du kan ikke smide hende af. Hun er en del af turen.

Det er helt enkelt dét, defusion handler om; at lade passagererne larme, uden at give dem rattet.

Vil du lære, hvordan du træner den evne i praksis? Det er præcis det, vi arbejder med på mit grundkursus i mentaltræning - hvor du lærer at stå fast midt i larmen.

2,810 tilmeldte

Skriv dig op og få Kvalitetstid direkte i indbakken – hver anden fredag.

Tusind tak for tilliden 🙏 Vi lover at gøre os umage 💌
Hmmm... Der gik et eller andet galt. Prøv lige igen.